Biosynergy A/S Skarø - Hightech naturprodukter
På Skarø har Martin fundet det optimale klima med mange solskinstimer for dyrkning af frugt, bær og en række krydderurter og lægeplanter, som hyld, oregano og timian. Det milde øklima er ideelt for disse planter, som under de gunstige forhold og gennem de særlige dyrkningsmetoder udvikler høje værdier af specifikke planteindholdsstoffer. Disse stoffer giver urterne mere smag, og gør dem særligt velegnede at bruge i helsekostprodukter.
Alle de forsøg og dyrkningsmetoder, Martin arbejder med i Biosynergy A/S, er baseret på en vision om at læse naturen og udnytte dens egne reguleringsmekanismer, i stedet for at bekæmpe den med sprøjtemidler. Uden brug af hverken kunstgødning, pesticider eller anden kemi, bliver planterne sundere og stærkere og fulde af de virksomme indholdsstoffer, som er nyttige både for planten og for planteprodukterne.
Det siger næsten sig selv, at planter og produkter fra Biosynergy A/S er statskontrollerede økologiske.
Urteteer, tinkturer og snapse
Urterne, frugterne og bærrene, som Martin Jørgensen dyrker i sin planteskole på Skarø, forarbejdes for en stor dels vedkommende videre til urteteer, planteekstrakter og kryddersnapse. Urteteerne pakkes i varianter som hindbær, echinacea, timian, mynte og salvie.
Tinkturerne fra Biosynergy er urteekstrakter, som ved hjælp af alkohol er udvundet af echinacea, oregano, timian, hyld, hyperikon og purpurpil.
Perikon- og porsekoglesnapsene fra Skarø er baseret på ren kornsprit, som er fortyndet med afkalket vand til en alkoholprocent på 40. I slutningen af marts høstes porsens fine pollenranker, som giver snapsen dens milde, bløde smag. Perikonsnapsen fra Skarø får sin karakteristiske milde smag fra de lysende, gule perikonblomster, som også springer ud i det tidlige forår. Snapsens mørke gyldne farve, som intensiveres også efter at snapsen er hældt på flaske, skyldes perikonblomsternes blodrøde saft.
Skarø
I det sydfynske øhav, 40 minutters sejlads fra Svendborg, ligger Skarø, som med sine 2 km2 og knap 40 beboere hører til blandt de mindste af de danske småøer. Skarø er en flad ø beskyttet mod oversvømmelser af diger flere steder langs kysten. Skarøs højeste punkt, Vesterbjerg!, rager 9 meter op over havoverfladen, og herfra er en dejlig udsigt ud over havet og de nærliggende øer Als og Langeland.
Martin Jørgensen og Britta Tarp er tilflyttere til Skarø, hvor de har slået sig ned i den ejendom, som engang husede øens elværk. Her driver Britta i sommerhalvåret butikken Tante Sofie, hvor hun sælger øspecialiteter, lokal brugskunst og egenproduceret is. Fra Skarø driver Martin sin virksomhed Biosynergy, hvor han arbejder med udviklingsopgaver indenfor økologisk dyrkning og forarbejdning af kosttilskudsprodukter. På 30 ha. jord, hvoraf de 20 hører til gården, har han planteskole og marker udlagt til forskning og forsøg med dyrkning af specialafgrøder.


